Undervisningen i samfund og mestring har til formål at klæde dig på til en så selvstændig tilværelse som muligt.
Vi arbejder med de praktiske, digitale og personlige færdigheder, der kræves for at navigere i det moderne samfund.
Undervisningen foregår enten som temadage, en fælles undervisningstime og/eller som en del af den samtaletid, du har med din kontaktperson.
Samtale med din kontaktperson kan i nogle tilfælde foregå samtidig med arbejdet på værkstederne, mens andre emner kræver I sidder sammen og har en computer til rådighed.
Fokusområder:
Digital post
Vi øver os i at bruge MitID og navigere i e-Boks. Du lærer at læse og forstå post fra kommunen, lægen og andre myndigheder, samt hvornår man skal reagere på en besked.
Økonomi
Der arbejdes med forståelse for daglig økonomi. Vi opstiller personlige budgetter, kigger på faste udgifter kontra rådighedsbeløb og taler om konsekvenserne ved lån og afbetaling.
Indkøb og madplaner
Vi planlægger indkøb ud fra et budget. Vi arbejder med madplaner, prissammenligning og de grundlæggende færdigheder i en husholdning.
Psykoedukation
Det er vigtigt at have indsigt i din egen profil. Gennem psykoedukation lærer du om dine egne styrker og udfordringer, samt strategier til at håndtere f.eks. stress, angst eller sanseforstyrrelser i hverdagen.




Digital dannelse og sociale medier
Vi træner i at begå sig på sociale medier. Fokus på sikkerhed, privatindstillinger, kildekritik og den gode tone, så den digitale verden bliver et trygt sted at færdes.
Krop, grænser og seksualundervisning
Vi skaber et trygt rum til seksualundervisning, hvor vi taler om f.eks. prævention, samtykke og sunde relationer. Undervisningen tager udgangspunkt i den enkeltes modenhed og støtter op om forståelsen af egne og andres grænser.

